På mejeribesøg i Nordnorge…

For nogle år siden bragte mine forældre nogle spændende gårdoste med hjem fra en rejse. De kørte rundt i Nordlandet i Norge, og de kom tilfældigvis forbi det økologiske gårdmejeri Sæterstad, der laver oste af mælk fra egne geder.

Nu har jeg selv været forbi og besøgt mejeriet, der ligger i den meget smukke Hatfjelldal. Vejen derud, der ender med en grusvej de sidste kilometer, kommer forbi blanke søer og ranke birketræer, det meste af tiden med kig til sneklædte bjergtoppe.

Netop norsk mester

I 1981 flyttede familien til Sæterstad Gård – mor, far og fire børn. Børnene er i dag voksne, men er stadig knyttet til gården. Datteren Anja står sammen med sin far for mejeriet. Da vi kom forbi, var Anja ikke kommet hjem fra Oslo endnu. Der var netop afholdt Norsk Mesterskab i ost, og hun skulle ind og modtage to fine priser: Guld for Kvit og bronze for Bukkeblå. Men heldigvis var Anjas bror Sondre hjemme og tog imod os.

Gederne på tur

Det var dog ikke kun ostemagerne, der ikke var hjemme, det var hovedpersonerne heller ikke: Gederne var på tur, som de er hver dag. De bliver lukket ud om morgenen efter morgenmalkningen og går en runde på de grønne bakker.

’De kommer selv hjem sidst på dagen, men hvis det ikke sker, så slår vi på malkemaskinen, og så kommer de straks,’ fortæller Sondre, der viser os en tom stald og de smukke græsklædte bakker.

Gederne er af norsk landrace, og de bliver malket to gange om dagen i ca. ni måneder.

En ganske særlig myseost

Inde i det lille mejeri på Sæterstad Gård står en rund beholder med varme på. Her laves myseost af den tiloversblevne valle fra dagens produktion.

’I 1800-tallets Schweiz lavede man også myseost, men det krævede meget varme, og da man huggede lidt rigeligt ned af skovene, blev osten forbudt,’ forklarer Sondre.

Også i dag kræver det meget strøm, for vallen skal småkoge i 12 timer, før den er blevet klar til at være myseost.

Jeg har personligt et lidt anstrengt forhold til myseost (nok meget lig hvordan udlændinge ser på vores kraftigt duftende danbo), men lige her på Sæterstad fik jeg for anden gang i mit liv en overraskende positiv oplevelse. Deres myseost, der udelukkende er lavet på gedevalle, smagte både salt og karamelliseret på én gang. Konsistensen var heller ikke så glat, som jeg ellers har oplevet myseost andre gange.

Nordmændene selv spiser myseost døgnet rundt. Som afslutning på et måltid, på brød og vafler eller som smagsgiver i en sauce, fx til vildt.

En sametradition

På Sæterstad laver de også kaffeost, som oprindeligt er en tradition fra samerne, der dog lavede osten på rensdyrmælk. Osten er en blød friskost, lidt syrlig, meget mild og slet ikke salt, og man lægger den i en kop varm kaffe i ti minutter, før den spises.

Kvit er en fast gedeost, og den fås i lagringer fra to til seks måneder. Vi smagte en seks måneders Kvitost, og den var næsten lige så hård som parmesan.

Bukkeblå er en flot gedeost, der ikke er specielt blå indeni, men har sporadiske årer af blåmarmorering.

Mere end et mejeri

Familien er selvforsynende med ost, kød, grøntsager og fisk. Sondre er selv mere optaget af fiskene, som  han står for. De har Norges første landbaserede fiskeopdræt. Deres fjellrøye (fjeldørred) har ligesom osten indbragt dem adskillige priser.

Man mærker straks at Sæterstad går lige i nervesystemet, og en ro spreder sig. Det giver derfor rigtig god mening, at de også tager imod turister, der kan overnatte hos dem – og måske tage en tur i saltgrotten, som ligger 70 meter væk, hvor saltstøv hvirvler rundt i rummet og gør noget godt for hud og sjæl.